Årsagen til at jeg skriver om denne hændelse er ikke at den er spektakulær, men at det er netop den UFO-oplevelse, som jeg selv havde. Da jeg fandt ud af at alle udgivelser af UFO-Nyt er tilgængelige online via AFU (se dette indlæg) gik jeg i gang med at gennemgå numrene for 1984-85, og fandt ret hurtigt artiklen i UFO-Nyt (nr. 2 fra 1985), der beskriver observationerne.
Om aftenen, i tidsrummet 19:45 til kl 20:00 den 7. oktober 1984, var der rigtig mange, som observerede et lysfænomen på himlen i Nordsjælland – inklusive mig. Jeg husker ikke tidspunktet, men jeg husker præcis, hvor jeg var da jeg bemærkede lysene. Jeg stod på den vej hvor vi boede, Rødlersvej i Nivå og jeg så tre stillestående lys i sydvestlig retning, som ikke befandt sig så højt på himlen. Jeg husker lysenes individuelle placering og form, som det er beskrevet i artiklen i UFO-Nyt, og som det også er gengivet på den tegning, som er inkluderet i artiklen.

Årsagen til, at jeg er så sikker på, at gengivelsen er pænt overensstemmende med min oplevelse, selvom der nu er gået mange år er:
- Da jeg først bemærkede lysene affærdigede jeg først at de var bemærkelsesværdige med tanken om at det var stadionlys, ved en nærliggende boldbane. Der gik et øjeblik inden jeg, med rette, fik rationaliseret, at jeg måtte være helt gal på den – jeg ville på ingen måde være i stand til at se lysene på stadion, pga. afstand og blokering af horisonten mellem mig og boldbanen. Men lysenes form gav mig en tydelig association til den måde stadionlys kan være sat op.
- Observationen blev gengivet i den lokale avis, Frederiksborg Amts Avis, og da jeg kort efter læste om beskrivelsen kunne jeg konstatere, at det svarede ret godt til min opfattelse.
Der er måske også et par interessante afvigelser i forhold til den detaljerede gengivelse fra medarbejderen på Frederiksborg Amts Avis:
- Jeg har ikke opfattet at lysene var så højt placeret på himlen, som det er gengivet på tegningen. Husk, at jeg først tænkte at det var stadionlys – så lysene har ikke befundet sig super højt på horisonten da jeg opdagede dem. De har heller ikke været i tydelig bevægelse i det tidsrum jeg studerede dem, i måske 1-2 minutter. Lysene var også noget kraftigere end det antydes på tegningen.
- Ved at studere Google maps har jeg fundet frem til at jeg fra min placering i Nivå har observeret lysene i sydvestlig retning. Grunden til at jeg er rimelig skråsikker på retningen er at jeg ved at jeg stod og kiggede ned mod enden vores vej (Rødlersvej) som peger i syd/sydvestlig retning. I UFO-Nyt blev det gengivet at medarbejderen fra Frederiksborg Amts Avis kørte ad Kongevejen i nordlig retning. Hun har tilsyneladende kigget i nordøstlig retning, hvor jeg har kigget mod sydvest. På trods af det har vi set den samme lysformation.
På trods af ovennævnte afvigelser skulle man tro, at det er det samme objekt vi har set. Og selv om jeg ikke kan redegøre for tidspunktet, har det ikke været i tydelig bevægelse, så vi har formentlig observeret det i nogenlunde samme tidsrum.
Observatøren fra avisen redegjorde for at hun kørte i nordlig retning og var i krydset ved Kongevejen og Sandholmgårdsvej. Så vi har to fikspunkter for observationen, når vi medtager min lokation på Rødlersvej (der er muligvis flere, men de er ikke medtaget i de andre rapporteringer, som er listet i UFO-Nyt). Hvis man laver en linje mellem de to fikspunkter, som på billedet nedenfor kan man med lidt god vilje godt forbinde vores respektive observationer. Det interessante er dog, at observatøren på Kongevejen efter sigene så lysfænomenet mod venstre forrude, hvilket tyder mere på en retning mod nord/nordvest end nordøst. Modsvarende peger den stiplede linje faktisk så meget mod sydvest, som jeg forstiller mig er grænsen for den vinkel jeg har kigget mod. Faktisk vil jeg mene, at jeg kiggede lidt mere i sydlig retning end linjen angiver. Det er først hvis jeg strækker mig til at jeg skulle have kigget direkte mod vest, at det begynder at passe med et punkt lidt nord for Hillerød, altså nordøst for observationen på Kongevejen. UFO-Nyt har ikke medtaget retningsbestemmelse for de mange andre observationer, som blev listet, men sammenfattet, at de fleste peger mod nord for Hillerød. De angiver dog også, at enkelte observationer falder uden for den angivne retning. Min observation ville således ligge i sidstnævnte kategori.

Det var en længere smøre om et lysfænomen, som redaktionen på UFO-Nyt afmonterede på få sætninger:
“Retningsangivelserne pegede også på området nord for Hillerød, som i øvrigt er stærkt trafikeret af fly under indflyvning til lufthavnen i Kastrup. Flere af vidnerne var selv inde på, at der var tale om landingsprojektører fra et fly, og denne forklaring støttes da også af de foreliggende oplysninger.” UFO-Nyt
Så min UFO-observation faldt altså til jorden som et fly, der har tændt landingslys ved indflyvning mod Kastrup.
Ekspertudtalelsen i UFO-Nyt fortsætter:
“Få mennesker er klar over hvor mange forskellige lys et fly kan føre, og hvordan det kan tage sig ud en mørk aften eller nat. Landingsprojektørerne er blot et kapitel i et katalog over flylys. F .eks. kan nævnes en egenskab ved disse projektører der overrasker og undrer mange. Projektørerne er meget lysstærke, men samtidig er de meget retningsbestemte. Det betyder, at flyet skal have kurs lige mod en observatør for at kunne ses i sin fulde glans. Men så er det unægtelig også meget iøjnefaldende og »mystisk«.” UFO-Nyt
Hvis et fly har indflyvning mod Kastrup i sydlig/sydøstlig retning med tændte landingslys kan jeg godt forestille mig at det i en stund kunne ses som stillestående, hvis det kommer direkte mod én, som fx ved en placering ved Kongevejen/Sandholmgårdsvej. Det som ikke helt passer er hvis jeg har kigget på det samme objekt. For det første ville det vel næppe forekomme stillestående for os begge, og for det andet skulle vi vel ikke begge se samme lysfænomen, da projektørerne er meget retningsbestemte. Flyet kunne naturligvis have skiftet retning eller der kunne være tale om et andet fly, som artiklen også foreslår.
Jeg er nok tilbøjelig til at være enig i at den mest plausible forklaring trods alt nok er et fly med meget kraftige projektører. Jeg må dog indrømme, at jeg aldrig før og aldrig siden har set denne type lys på et fly.