Tilbage i 1989 afslørede Bob Lazar, at han havde arbejdet på et dybt hemmeligt projekt i en amerikansk militærinstallation. Hans opgave var ikke bare hemmelig, den var mindblowing: hans job var at forsøge at afdække fremdriftsystemet for ikke-jordiske rumskibe, som den amerikanske stat havde i sin besiddelse.
Det er måske de færreste, som umiddelbart vil købe sådan en historie. Lazar har dog gennem årene holdt fast i sin oprindelige fortælling, og selv mange af de som ikke længere tror han taler sandt vil indrømme, at han er ganske overbevisende. Lazar har holdt sig væk offentligheden de seneste mange år, men det lykkedes filmmageren Jeremy Corbell at få ham overtalt til at deltage i en dokumentarfilm om sig selv.
Det var journalisten George Knapp, som i første omgang interviewede Bob Lazar, da han valgte at stå frem i 1989, og han er naturligvis også med – men derudover står også som en af producenterne af filmen.
Filmen varer lidt over 1½ time og er helt klart pro-Lazar. Den lægger fortrinsvist ting frem, der støtter op om Lazars historie.
Jeg skal ikke kunne sige hvor meget Corbell og Knapp egentlig selv tror på Lazar, og hvor meget det handler om at promovere en god historie, der skal hjælpe med at fastholde interessen i UFO-fænomenet. I alt fald kunne både Corbell og Knapp have valgt at grave lidt dybere i Lazars historier, men de har valgt at træde varsomt, der hvor isen er særlig tynd.
Hvis man gerne vil vil sidde lidt med en følelse af, at det kunne godt være at han er troværdig – så se filmen før du læser mit indslag om Bob Lazar, og særligt de links, der følger med.
Jeg fandt filmen på Netflix.
[opdateret: 20.8.2024]