En af de helt tidlige klassificerede amerikanske rapporter omkring UFOer fra 1948 blev i 1950 beordret destrueret. Ikke desto mindre var der mindst én kopi, som undgik makulatoren, og som nu i digitaliseret form er tilgængelig via The Black Vault.
Rapporten er Air Intelligence Report No. 100-203-79: ANALYSIS OF FLYING OBJECT INCIDENTS IN THE U.S. fra den 10. december 1948.
Den 26 siders lange rapport giver et interessant indblik i de overvejelser, som efterretningstjenesten på den tid gjorde sig omkring oprindelsen af uidentificerede flyvende objekter.
En opsummering af de observerede fænomener er kortfattet gengivet som 3 hovedtyper: disk-formede, cigar-formede og ildkugler. Dokumentet efterlader ingen tvivl om, at efterretningstjenesten anderkender eksistensen af uidentificerede objekter i luftrummet både i USA og andre steder.
For nogle, hvis ikke alle, de rapporterede UFO-hændelser, som måske kunne tilskrives fartøjer, mistænktes Sovjetunionen som kilden til de flyvende objekter. Mistanken fremstilles som begrundet i, at russerne efter 2. verdenskrig fik den tyske flydesigner Günther Bock i deres sold. I Tyskland havde Bock været med til at udvikle ‘den flyvende vinge’, og tanken var, at Sovjet udnyttede hans viden til at videreudvikle på specialdesignede jetfly.
I et af rapportens bilag nævnes flere eksempler på observationer, også nogle som den dag i dag står som uopklarede.
Rapporten er også interessant i en anden sammenhæng, idet den udkom i slutningen af 1948; næsten 1½ år efter det meget omtalte UFO-styrt ved Roswell skulle have fundet sted. Med tanke på, at dette top-secret dokument tydeligt kaster mistanken om UFOernes oprindelse på Sovjetunionen frem for udenjordiske væsener, og slet ikke nævner en hændelse i New Mexico, stiller det Roswell-hændelsen i et noget svagt lys.
Dokumentet kan findes i en pdf-version på The Black Vault.