Efter udgivelsen af sin bog Imminent – om UFO-fænomenet bag Pentagons mure har Lue Elizondo haft rigtig travlt med optrædener i TV-programmer podcasts og foredrag.
I en tråd på Twitter/X forleden kom det frem, at Elizondo ved et nyligt fordragsarrangement henviste til en UFO-hændelse i Rumænien i 2022 – ledsaget af et foto af et “moderskib”.
Jeg kan ikke kommentere på hvorledes selve hændelsen er blevet gengivet, men problemet er fotodokumentationen. Ved nærmere eftersyn ser fotoet ud til at være et hoax.
John Greenwald, der bestyrer The Black Vault, har taget det aktuelle foto i nærmere øjensyn, og ved at studere en forstørrelse ser det umiskendeligt ud til at “moderskibet” rent faktisk blot er en reflektion fra et vindue, fra en lejlighed, hvor billedet blev taget.
Efter min mening burde Elizondo tage til genmæle og dokumentere billedets autenticitet eller i det mindste redegøre for hvilken kilde, der har leveret oplysninger og foto til ham.
Hvis det viser sig, at han selv har fisket det ud af et facebook-opslag fra 2023 uden at validere dets ægthed, inden han har hæftet det ind i sin powerpoint-præsentation – så mister han i mine øjne pludselig en hel del af sin troværdighed.
Jeg tror ikke, at Lue Elizondo selv har fundet på en røverhistorie i forbindelse med redegørelsen for sine oplevelser som UFO-undersøger i Pentagon. Med andre ord, jeg tror ikke han lyver i sin nyudgivne bog. Men hvis det viser sig, at han uden kritisk sans har brugt et billede af en lampes reflektion i et vindue i en fortællling om et UFO-moderskib – så vil jeg begynde at tænke, at han måske har været relativt nem at manipulere i forhold til et ønskværdigt narrativ.
Motivet for at nogle inden for Pentagons mure har haft et behov for at lede Elizondo rundt i manegen vil dog i så fald stadig være en gåde.
Opdatering!!!! (30.10.2024)
Elizondo er efterfølgende selv kommet med en opdatering på den omtalte episode…
Credit til Elizondo for at adressere det omdiskuterede foto, og få lagt låg på historien. Ingen kan sige sig fri for at kunne komme til at videreformidle urigtige informationer. Dog vil jeg mene, at der stadig er grund til at være lidt bekymret over Elizondos kritiske sans.
Opdatering! (23.11.2024)
Med sin edsvorne erklæring ved den nyligt overståede høring om UAPs – og de ganske tankevækkende udtalelser der faldt, er det om noget vigtigt hvorvidt Lue Elizondo er troværdig eller ej.